|
|
|
I 1878 besluttede forstanderen på Askov Højskole,
Ludvig Schrøder, at etablere den Udvidede Folkehøjskole
i Askov, hvor der bl.a. skulle undervises i fagene matematik og fysik
på højt niveau. Ludvig Schrøder havde tidligere
på året mødt Poul la Cour og opfordret ham til at
komme til Askov for at undervise, hvilket Poul la Cour havde sagt ja
til.
Dermed indledtes et spændende møde
mellem naturvidenskaben og den historisk-poetiske højskole.
På det tidspunkt var Poul la Cour ganske
vist blevet en succesfuld opfinder, men han havde samtidig forsømt
sit arbejde på Meteorologisk Institut og nærmest ruineret
sin familie på grund af udgifterne til sine mange opfindelser,
så det var ikke mærkeligt, at hans hustru, Hulda Barfod,
gerne ville have ham væk fra dette liv. Tilmed var hun hjemmevant
i det grundtvigianske miljø, da hun havde været elev på
Askov Højskole sammen med Grundtvigs datter i 1867.
Poul la Cours samtid var fyldt med en stigende
konflikt mellem datidens opfattelse af Biblen og den moderne naturvidenskabs
fortolkning af udviklingslæren. På trods af at Poul la Cour
var en moderne og fremadrettet videnskabsmand gav dette ikke anledning
til problemer for ham, idet han forstod at adskille de to livssyn. Som
naturvidenskabsmand forsvarede han det moderne verdensbillede, men han
havde ingen problemer med samtidig at han engagere sig dybt i den kirkelige
side. Han var initiativtager og den drivende kraft ved etablering af
Askov Valgmenighed og ved bygning af Askov Kirke.
Inden for det organisatoriske arbejde markerede
la Cour sig som en af pionererne ved indførelse af den harmoniske
svenske gymnastik til afløsning af den militæriske danske
gymnastik. Han var i 30 år formand for Ribe Amts Skytteforeninger.
I forbindelse med undervisningen på Højskolen
skrev han mange lærebøger, hvoraf bøgerne Historisk
matematik og Historisk fysik blev benyttet mange år efter hans
død. |