Internationalt set blev la Cour mest kendt på sine banebrydende forsøg med vindmøllemodeller i små vindtunneller. På basis af disse forsøg skrev han “Forsøgsmøllen”, der i en snes år var en international grundbog om vindmøller.
I bogen påviser la Cour, at møller med vindroser, var en dårlig ide, hvis man ville lave elektricitet. Han fandt ud af, at den ideelle mølle skulle have så få vinger som praktisk muligt, løbe hurtigt rundt, og have et aerodynamisk profil, samtidig med at vingernes smig skulle være forbavsende lille. Dette sidste udsagn kan endnu i dag forundre folk, nemlig at vingerne kan gå rundt, selv om de står næsten vinkelret på vinden. Hvordan kan vinden dog skubbe vingerne rundt under disse omstændigheder? Men det blev klart påvist af la Cour, og hans ideelle mølle svarer stadig godt til vor tids viden, skønt nye materialer som glasfiber muliggør langt mere aerodynamiske profiler end la Cour havde turdet tro på.
Målt i forhold til datidens traditionelle gårdmøller kunne hans ideal-mølle lave tre gange så megen energi med samme vingelængde