Site Overlay

Museet

Museet befinder sig i de bygninger, hvor Poul la Cour for godt 120 år siden gjorde sin epokegørende forskning i vind og brint. Det var denne forskning, som blev afgørende for, at Danmark blev førende på verdensplan inden for vindteknologi, så det er ikke uden grund, at stedet bliver kaldt for den moderne vindmølles vugge.  

Museet er ikke kun historien om en mand og hans opfindelser, men i lige så stor grad et stykke dansk kulturhistorie over Poul la Cour liv som grundtvigianer, folkeoplyser, højskolelærer og som en dybt troende person.
Kom og hør denne spændende historie.
Det var i disse historiske bygninger, at Poul la Cour Museet åbnede i 2001.

Stedet er beliggende i Sydjylland, ca. 25 km vest for Kolding, 3 km nord for Kongeåen og 3 km syd for motorvejen mellem Esbjerg og Kolding.  Stedet hedder Askov, et lille landsbysamfund, som i Poul la Cours tid var blevet kendt over hele landet på grund af Askov Højskole.

Adressen er: Poul la Cour Museet, Møllevej 21, Askov, 6600 Vejen.