Fra 1891 til sin død i 1908 undersøgte la Cour systematisk, hvorledes vindkraften kunne støtte hans sociale vision. Det største problem var vindkraftens oplagring fra stormdagene til de vindstille dage. Det var ideen til en løsning af dette problem, som fik ham til at søge Finansudvalget om penge til en forsøgsmølle i Askov, og i 1891 stod forsøgsmøllen klar og forsøgene kunne gå i gang.
Ved hjælp af vindens energi skulle vingernes bevægelse få en dynamo til at fremstille elektricitet, som derefter blev ledt ned i et kar med vand, hvor elektriciteten ville spalte vandet i luftarterne ilt og brint, som skulle opsamles i hver sin tank. I første omgang kunne gasserne bruges til belysning, som det skete på Askov Højskole, men Poul La Cour fandt også ud af, at luftarterne kunne bruges til autogensvejsning. En tid var han førende på dette område.
La Cour blev hele sit liv ved med at finde nye metoder til at opsamle energien, idet han fandt akkumulatorer for dyre. Han prøvede at lade møllen lave natronlud, calciumkarbid og kunstgødning. Men til sidst måtte han konkludere, at det mest realistiske var et mindre akkumulatorbatteri, der kunne klare et døgns forbrug. Hvis der var tale om en gårdmølle, måtte man finde sig i ikke at kunne tærske under vindstille og i det hele taget indrette sig efter vejret
Hvis en større mølle skulle fungere som elværk, måtte den udstyres med reservekraft i form af en benzin- eller gasmotor. Den mølle, han fik bevilget penge til i 1897, blev efter nogle år indrettet til en prototype på et elværk, Askov Elværk, som fungerede fint i de efterfølgende 30 år, endda med et meget moderat forbrug af reservekraft.